Aktiv Staby

Hjemmeside for foreninger i Staby og Staby Sognegård

Cykelløb og grillaften

De næste uger er der to muligheder for at vi kan komme hinanden ved her i Staby. Begge arrangementer foregår nede ved købmanden og ved begge lejligheder er der mulighed for at købe grillpøler og fadøl.

Staby fejrer at cykelløbet Post Nord Rundt kommer gennem landsbyen tirsdag den 10/8 lidt før 14:30.

Ikke nok med at løbskortegen kommer gennem byen, der er ovenikøbet en pointspurt lige over for Min Købmand. Dette bliver der rig mulighed for at få et glimt af, hvis man kommer til Staby den dag.

Det bliver ganske festligt, så Aktiv Staby vil gerne opfordre folk til at komme og hygge sig sammen før rytterne kommer gennem byen, vi opfordrer alle til at tage en (festlig) hat på og det kan være en god ide at tage en havestol med, hvis man gerne vil sidde ned og allerede fra klokken 13 kan man købe grillpølser, vand og fadøl ude foran Min Købmand.

Alle er velkomne til en hyggelig dag i Staby.

Grillaften i ”Den Glade Have”  i Staby den 20/8

I forbindelse med forårets køb af købmandsforretningen Stabyvej 61, af det lokaltforankrede anpartsselskabet med over 100 anpartshavere, var ”Den Glade Have”, der ligger lige ved siden af købmandsforretningen også en del af handlen.

Haven er altid åben for alle, som et lille grønt åndehul midt i Staby. Denne sommer har Ingrid og Lars igen været rigtig flittige deromme med at holde haven flot og blomstrende.

Vi synes dette nye ejerskab og sommerens mange blomster skal markeres, med en grillaften deromme, nu hvor sommeren går på hæld.

Derfor vil Aktiv Staby gerne opfordre folk i området til at komme og nyde sin aftensmad i fællesskab i ”Den Glade Have” i Staby den 20.  august. Aktiv Staby opstiller grill, som er tændt fra klokken 17:30, og købmanden sørger for man kan købe fadøl til sin grillmand deromme. Man medbringer selv kød og det man ellers vil spise mm. Hos Købmanden kan man bestille en grillbakke til hhv 2 eller 4 personer. Min Købmand i Staby holder sammen med Bagbutikken ”open by night” så man kan proviantere lige inden arrangementet og/eller gå på opdagelse efter noget genbrugsguld.

Vi vil gerne anbefale en runde i den hyggelig genbrugsbutik ”Bagbutikken” som i dag drives i fællesskab af Aktiv Staby og Staby Skoles Venner, 50% af indtjeningen går til Staby Skoles venner og resten går til projekter i Staby.

Vi glæder og til en rigtig hyggelig aften.

Del på Facebook