Aktiv Staby

Hjemmeside for foreninger i Staby og Staby Sognegård

Staby – et fællesskab. Bestyrelsen arbejder med principper om at sige ”ja”, vi vil gerne have alle med – vi vil gerne have at alle der får en idé, har lyst til at noget skal ske – træder til og gør det. Vores vedtægter er konstrueret til det – muligheden for nedsættelse af arbejdsgrupper.

Aktiv Staby fungerer på den måde at har man lyst til at lave noget, så tager vi ja-hatten på. Man kan med lethed etablere sig som en undergruppe under Aktiv Staby, og starte noget nyt op. Der hvor vi som bestyrelse kan være behjælpelig er f.eks. ved at man kan låne sognegården uden at betale leje, eller har man brug for noget økonomi til et eller man gerne vil, jamen så er man velkommen til at spørge.

For et år siden arbejdede vi i bestyrelsen med forskellige projekter og havde nedsat eller søgte efter personer til arbejdsgrupper – Vi arbejdede med et grønt område på Toften og ønskede os et vejudvalg.

Da vi kom til august, blev vores måde at arbejde på stillet lidt i bero, samtidig med at Frank meldte sig på banen, sammen Jane og Nick i den vejgruppe vi længe havde ønsket os, for kommunen og Vestforsyning havde henover foråret og sommeren været i en proces, som resulterede i at vores landsby blev udvalgt som dét sted, man ville lave et projekt, som forener kloakseparering og byfornyelse.  Vi har været til borgermøde, mange er blevet interviewet – der er kommet professionelle folk til, og i går var følgegruppen herunder bestyrelsen til møde om det konceptkatalog, som er resultatet af det arbejde.

Det var en fed oplevelse, da jeg fik det i min mail i fredags, for det jeg læste, indholdet, ja det sammenfattede faktisk meget præcist de mange ønsker og små-projekter, som vi har arbejdet med i aktiv Staby de seneste år. Så sikke en gave at få hjælp nu, til at realisere noget af det vi alle længe har ønsket os.

Medlemsskabet af Vesterhavsklyngen har givet os meget opmærksomhed i form af arbejdet med ungehuset– Vi håber det bliver et sted som kan blive et aktiv for hele klyngen i fremtiden. Undervejs har vi set at der er et generationsskifte på  vej, de som startede er blevet lidt trætte, – Og alle som har arbejdet med den slags ved jo godt, at selvom man har mest lyst til ”bare at gå i gang”, så skal der være styr på formaliteterne – og disse har krævet kræfter af styregruppen og måske også gjort målene for huset lidt uklare – For når man får lovning på mange penge, som vi jo har fra Real Dania, jamen så følger der også nogle krav og forventninger med, og disse har måske være lidt ved siden af det egentlige ønske. For gutterne, som det mest var, de ville bare gerne tage fat og lave noget, give huset en kærlig hånd og gøre det til deres. Men de skulle hele tiden vente. Og skal man have mange penge, så kan man også synes at man skal være mange unge, så pludselig gik der en del energi i at rekruttere medlemmer og udvide brugerkredsen. Men hvis vi nu lige stopper op og tænker sig om, så mener jeg ikke det er det som skal være målet. Vi bor jo i et tyndt befolket område. Målet med ungehuset skal måske mere være at den til enhver tid i området givne gruppe af unge skal have huset som et sted, der er deres. Et sted hvor man har det hyggeligt og rart. Et fristed, et sted man kan sætte sit præg på, men også et sted man føler ansvar for – og har lyst til at give videre til næste generation. Et sted hvor de knap så unge i området, træder til og hjælper, når de unge beder om det. Man kan godt mene at ungehuset derovre ligenu er nede i en bølgedal – der har været kul på de sidste par år og nu er det lidt mere stille, der er nogle nye unge på vej op, som også har interesse, men ikke er helt gamle nok til at påtage sig ansvaret. Huset er ligenu formelt administreret af klyngebestyrelsen, her vil man gerne bakke op, men ser også det vanskelige i, at det virker til at der er få unge som har interessen. Spørgsmålet vi må stille os her i Staby er, hvis klyngebestyrelsen ikke tror på huset kan etableres, om vi så her i byen vil arbejde videre med det, og i så fald skal der være en arbejdsgruppe som vil det, eller om tiden i så fald er moden også set med vores briller, at kaste håndklædet i ringen og lade huset vælte eller om vi skal finde på en anden anvendelse af det. Så skal vi videre nu må jeg siger at det nok et projekt som kræver at vi forener vores kræfter, at nogle vil hjælpe til og mere aktivt gå ind i arbejdet omkring ungehuset.

De sidste par år har vi  ønsket vi os flere hænder til sognegården, og det har vi fået Conny og  Jan gør et kæmpe arbejde med huset her og det er vi glade for – vi kan stadig godt bruge flere frivillige – det er et stort hus med meget aktivitet i perioder.

En anden ting vi har vænnet os til er Bagbutikken, den fejrede har nu eksisteret i 7 år og bruger midler på at støtte projekter i lokalområdet, herunder skolen, madordningen, kunstbannerne og de grønne områder i byen.

Staby Højskole har lavet 9 arrangementer det sidste år- med lokale fortællere og mange tilhørere.

Igen har vi haft forskellige arrangementer og aktiviteter, fastelavn, sct. Hans, dilettant, varm onsdag og madklub, også  blev vi enige om at forsøge os med en høstfest fremfor sommerfesten som de sidste år blandt andet havde lidt under mange andre arrangementer på samme tidspunkt.

Når der skal ordnes ting på den grønne plads og i den glade have så bliver dét bare gjort – tak til jer som tager jer af vores bys fremtoning – og tak til vores lokale virksomheder, som også støtter op og hjælper, når der for eksempel skal julelys og bannere op og ned af lygtepælene.

Vi har fået en ny hjemmeside, den er synkroniseret med Vesterhavsklyngens, her er kalender og mulighed for at skrive små nyheder, samt modtage et nyhedsbrev. I den forbindelse ville det være fedt, hvis nogle fra området havde lyst til at skrive små nyheder herfra.

Jeg glæder mig til at se hvad 2020 ellers bringer og til samarbejdet og arbejdet med spændende projekter.